Bliv Coops næste Ungeminister
Coop er en af Danmarks største dagligvarevirksomheder med 25.000 unge kollegaer mellem 13-25 år. I tre år har vi haft en Ungeminister, der har arbejdet for at gøre det sjovt og udviklende at arbejde i Coop. Det har betydet øget inddragelse af unge ansatte i beslutningsprocesser, øget fokus på et arbejdsliv der tager højde for flere generationer på arbejdsmarkedet og et hav af initiativer, der skal gøre det muligt for flere unge at have et arbejde.
Men, et tillidshverv som en Ungeminister er til låns og derfor udskriver vi nu valg om at blive Coops næste Ungeminister. Vil du bidrage til at Coop fortsat er Danmarks bedste første arbejdsplads, så skal du læse videre her.
Kan du involvere og engagere unge?
Vi søger en Ungeminister, som kan repræsentere unge og være talerør for - ikke kun vores egne 25.000 unge, dygtige kolleger - men for unge i Danmark.
Du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor du får indflydelse, mulighed for at udvikle dig og plads til at være den, du er. Som Coops Ungeminister vil du jonglere alt fra understøttelsen af vores ungeråd, til samarbejde med en bred vifte af interessenter, dialog med unge på sociale medier og initiativer der gør det sjovt og udviklende at arbejde i Coop.
Dine vigtigste opgaver som Ungeminister bliver at:
- Sikre at unge kollegaer i Coop fortsat har indflydelse på deres arbejdsliv
- Skabe endnu mere følgeskab blandt unge i Coop
- Forberede og deltage i møder, undervisning og lignende
- Understøtte Coops ungeråd
- Repræsentere Coop på job og uddannelses messer, folkemøder og lignende
Om dig:
Vi leder efter en Ungeminister, som allerede er ansat i Coop. Dig der har oplevet på egen krop, hvad der skal til for at man går glad på arbejde i Coop. Uanset om du er ansat i butik, logistik eller på vores hovedkontor.
Det er vigtigt, at du er en stærk kommunikatør, som tør gå forrest og som brænder for at gøre en forskel.
Arbejdstid og sted:
Stillingen er en fuldtidsstilling. Du kommer til at referere til Coops HR-Direktør Lotte Hjortlund Andersen. Din primære arbejdsplads vil være på Coops hovedkontor i Albertslund, men forvent også at komme meget ud og besøge vores butikker, samarbejdspartnere mm.
Ansøgning:
Er jobbet som Coops Ungeminister noget for dig? Gå til ansøgningen på dette link, hvor du kan indsende CV/link til din LinkedIn-profil. Du skal desuden sende en kort video på max 1 min til ungeminister@coop.dk, hvor du kort fortæller, hvorfor netop du skal være Coops næste ungeminister.
Ansøgningsfrist er 21. maj 2025. Vi holder samtaler løbende.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte HR-direktør Lotte Hjortlund Andersen på tlf.: 29 13 57 62
Kort om Coop
I 1866 blev Danmarks første brugsforening stiftet. I dag er vi ca. 900 butikker over hele landet, fordelt på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount. Coop er ejet af 2 millioner danskere og det andelsejede energiselskab OK. Vi er ca. 40.000 kolleger, der hver dag arbejder for ansvarlighed, bedre oplevelser for kunderne og en stærk lokal forankring.