Vil du være med til at lede og udvikle en succesfuld lokal butik med stærke resultater?
Har du leder- og købmandskab i blodet, forståelse for tal, teknologi og mennesker, og motiveres du af både ansvar og frihed? Så har du nu muligheden for at blive souschef i en veldrevet SuperBrugsen med stærke resultater og et solidt økonomisk fundament.
Du bliver en del af en butik med ca. 30 medarbejdere og en attraktiv beliggenhed i centrum af havnebyen. Butikken har gennem flere år leveret en flot og stabil vækst og står i dag som en stærk og velkonsolideret brugsforening.
Som sæsonbutik oplever vi et højt aktivitetsniveau i påsken samt gennem forårs- og sommermånederne, hvor vi byder sommerhusgæster og turister velkommen. Til gengæld giver efteråret og vinteren mulighed for større fokus på udvikling, planlægning, ledelse og fælles forbedringer. Det skaber en afvekslende hverdag med både tempo, energi og plads til fordybelse.
Få frihed, ansvar og en karrierevej mod næste lederniveau
Som souschef får du en central rolle i butikkens ledelse og stor indflydelse på din egen hverdag. Du planlægger i høj grad din arbejdstid i samspil med butikkens øvrige lederteam, bemanding og drift, hvilket giver fleksibilitet og mulighed for at skabe en god balance mellem arbejde og fritid.
Derudover indgår du i en vagtplan, hvor du som udgangspunkt arbejder hver 3. weekend.
Dine primære ansvarsområder bliver:
- Ledelse, motivation og udvikling af medarbejderne i hverdagen med fokus på talentudvikling
- Budgetopfølgning, salgstal og salgsplanlægning på tværs af flere afdelinger
- Bemandingsplanlægning samt sikring af gode rytmer, rutiner og struktur
- Sikre en inspirerende, sæsonklar og salgsklar butik hver dag
- Afholdelse af møder samt sikring af videndeling, planlægning og involvering
- At være en synlig, motiverende og vigtig del af butikkens lederteam
Du ved, hvornår du skal gå forrest, og hvornår du skal skabe resultater gennem andre. Du formår at balancere mellem den daglige drift og det ledelsesmæssige arbejde, så både kunder, medarbejdere og forretningen udvikler sig.
Du tænker langsigtet, tager ansvar for udviklingen og formår at skabe engagement ved at involvere og uddelegere.
En rolle med mulighed for at vokse
Som souschef bliver du uddelerens nærmeste sparringspartner og stedfortræder. Du får et stort ansvar og mulighed for selvstændigt at træffe beslutninger i den daglige drift.
Rollen giver et stærkt fundament for dig, der ønsker at udvikle dig videre til uddeler, varehuschef eller en anden lederrolle på næste niveau. Gennem uddannelse, coaching, sparring og praktisk ledererfaring i Coop får du værdifulde værktøjer til at tage næste skridt i din karriere.
Vi forestiller os, at du:
- Er uddannet salgsassistent eller har tilsvarende erfaring fra detail- eller dagligvarebranchen
- Har erfaring med ledelse og motiveres af at udvikle mennesker
- Har forståelse for regnskab, nøgletal og økonomisk opfølgning
- Trives i en sæsonpræget forretning, hvor aktivitetsniveauet varierer gennem året
- Er struktureret, handlekraftig og god til at skabe overblik
Som person er du en holdspiller, der går forrest og skaber resultater sammen med andre. Du er god til at planlægge, prioritere og igangsætte de rigtige aktiviteter på de rigtige tidspunkter og har blik for både den daglige drift og butikkens langsigtede udvikling.
Vil du være med til at sætte retningen for en butik i udvikling og samtidig udvikle dig selv som leder? Så glæder vi os til at høre fra dig.
Uddeler Christian Aagaard
Mobil: 23 34 88 83
Samtaler afholdes løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt via "Ansøg nu".