Jobbeskrivelse
Direktør, Hadsund Brugsforening Amba
SuperBrugsen, Brugsforening
Annonce slut:  08.11.2026
Jobnummer:  160711

Vil du stå i spidsen for en stærk lokal brugsforening med fire butikker – og skabe endnu mere sammenhæng, udvikling og resultater på tværs?

Hadsund Brugsforening søger en erfaren og markant direktør, der kan stå i spidsen for den fortsatte udvikling af foreningen og dens fire butikker: SuperBrugsen Hadsund, Brugsen Gjerlev, Brugsen Øster Hurup og SuperBrugsen Mariager.

Med en samlet omsætning på over 300 mio. kr. og mere end 10.000 medlemmer er Hadsund Brugsforening en betydelig lokal forretning og virksomhed. Vi har fire veldrevne butikker med hver deres lokale ståsted, organisation og kundekreds. Det er direktørens opgave at sikre, at de enkelte butikker fortsat kan udvikle sig stærkt lokalt, samtidig med at foreningens samlede potentiale bliver udnyttet og videreudviklet.

Vi søger derfor ikke alene en direktør, der kan sikre den daglige drift. Vi søger en forretnings- og ledelsesmæssigt stærk profil, der kan sætte retning, skabe sammenhæng og videreudvikle den samlede organisation.

En direktør, der kan samle og udvikle

Du får det overordnede ansvar for foreningens drift og udvikling og bliver den centrale sparringspartner for vores fire uddelere.

En væsentlig del af din opgave bliver at skabe en stærk fælles retning på tværs af butikkerne og samtidig give plads til de lokale forskelle, der er en vigtig del af Hadsund Brugsforenings styrke.

Du skal kunne se både den enkelte butik og den samlede forretning. Du skal kunne identificere, hvor vi med fordel kan arbejde tættere sammen, hvor fælles indsatser kan skabe større effekt, og hvor de lokale ledelser fortsat skal have frihed til at agere i eget ansvarsområde.

Gennem tæt ledelse, tydelige mål og stærk sparring med uddelerne skal du være med til at skærpe den kommercielle og operationelle indsats i hele foreningen.

Du får samtidig en central rolle i at identificere nye muligheder for vækst og udvikling – med udgangspunkt i en stærk og sund kerneforretning.

Strategisk blik og stærk drift

Du skal kunne bevæge dig sikkert mellem strategi og drift.

Du skal kunne arbejde med foreningens langsigtede udvikling og samtidig have blik for de forhold, der afgør resultaterne i butikkerne her og nu. Det kræver kommerciel forståelse, økonomisk indsigt og evnen til at omsætte strategi til konkrete prioriteringer og handlinger.

Du skal kunne analysere udviklingen i markedet og vores kundeadfærd, sætte relevante mål og følge op på, om organisationen leverer.

Samtidig skal du kunne udfordre konstruktivt, træffe beslutninger og skabe fremdrift – også når det kræver forandringer.

Leder for

Du bliver leder for en organisation, hvor en stor del af ledelsesopgaven sker gennem de fire uddelere og deres lokale ledergrupper.

Derfor søger vi en direktør, som er stærk i ledelse gennem andre ledere.

Du skal kunne sætte en tydelig ramme og retning, skabe ansvar og ejerskab og samtidig være en nærværende og tilgængelig sparringspartner. Du skal kunne udvikle vores ledere, stille krav og skabe en kultur, hvor man både tager ansvar for sin egen butik og for Hadsund Brugsforening som helhed.

Det kræver moden ledelseserfaring, gennemslagskraft og evnen til at skabe følgeskab.

Tæt på medlemmer, kunder og lokalsamfund

Som direktør bliver du også et vigtigt ansigt udadtil.

Du skal være synlig i hverdagen og have lyst til at være en aktiv del af Hadsund og de omkringliggende lokalsamfund og vores butikker. Du skal kunne skabe gode relationer til medlemmer, kunder, lokale butiksråd, erhvervsliv, foreninger og øvrige lokale samarbejdspartnere.

Vi lægger vægt på, at du forstår betydningen af at være en medlemsejet virksomhed, hvor forretning, medlemmer og lokalsamfund hænger tæt sammen.

Samarbejde med bestyrelsen

Du refererer til Hadsund Brugsforenings bestyrelse, som består af otte medlemmer.

Bestyrelsen sætter sammen med direktøren den overordnede retning for foreningen og virksomheden. Du skal derfor være en stærk og professionel samarbejdspartner for bestyrelsen og kunne omsætte strategiske beslutninger til handling i organisationen.

Du skal kunne levere et solidt beslutningsgrundlag og en præcis økonomisk og forretningsmæssig rapportering og samtidig kunne udfordre bestyrelsen konstruktivt, når udviklingen kalder på det.

Om dig

Vi forestiller os, at du har en solid ledelseserfaring fra en større kommerciel virksomhed, gerne med ansvar for flere enheder og forretningsområder samt at du har dokumenterede resultater fra detailbranchen.

Du har dokumenteret erfaring med:

  • strategisk og operationel forretningsledelse
  • ledelse gennem ledere
  • kommerciel udvikling og vækst
  • økonomi, budgettering og resultatopfølgning
  • organisations- og forandringsledelse
  • udvikling af kunde- og markedsorienterede indsatser
  • bestyrelsessamarbejde og ledelsesrapportering.

Du behøver ikke nødvendigvis komme fra dagligvarehandlen, men det er selvsagt en fordel. Det afgørende er, at du har stærke købmandsmæssige forståelser, solid forretningsforståelse og dokumenteret erfaring med at skabe resultater gennem andre.

Kendskab til COOP's forretningsmodel og systemer er en fordel.

Du er samtidig en person, der:

  • kan skifte mellem det lange strategiske perspektiv og den konkrete virkelighed i butikkerne
  • skaber retning uden at fjerne ansvar fra de lokale ledere
  • kommunikerer klart og skaber følgeskab
  • er nysgerrig på markedet og kundernes udvikling
  • har mod til at prioritere og træffe beslutninger
  • ser mulighederne i at udvikle en samlet forretning med stærke lokale enheder.

Vi tilbyder

Du får en central rolle i udviklingen af en af landets større brugsforeninger. En forening hvor vi har en ambition om at alle vores butikker skal være blivende og ansvarlige forretninger forpligtet på det lokale fællesskab i den lokale by og i området.

Hadsund Brugsforening har en omsætning på over 300 mio. kr., mere end 10.000 medlemmer, fire butikker og en solid økonomi.Du får betydelig indflydelse på foreningens fortsatte udvikling og bliver en del af et tæt samarbejde med bestyrelsen, uddelerne og de lokale ledergrupper.

Vi tilbyder en spændende og krævende direktørstilling med attraktive ansættelsesvilkår og gode muligheder for at sætte et tydeligt aftryk på både forretningen og det lokalsamfund, vi er en del af.

Løn efter individuel aftale i henhold til overenskomst mellem BA og DLO.

Tiltrædelse: 1. februar 2027.

 

Yderligere information kan fås ved henvendelse til:

Bestyrelsesformand Helle Hindsholm på mobil: 2496 3664
Salgsrådgiver Tommy Vestergaard på mobil: 2968 8882
HR Forretningspartner Lars Bang på mobil: 5114 4751

 

Send din ansøgning via "Ansøg nu" senest den 8. november 2026.

Første samtale til stillingen vil være den 19. november 2026.

Rekrutteringen gennemføres af et ansættelsesudvalg, der bl.a. består af medlemsvalgte bestyrelsesmedlemmer.

Kom tæt på lokalmiljøet i Danmarks største supermarkedskæde

I SuperBrugsen arbejder vi ud fra vores DNA, som er kvalitet, ansvarlighed og fællesskab. Det betyder at vi tager ansvar for vores beslutninger, arbejder sammen på tværs for at skabe de bedste resultater, og vi tror på at kvalitet opstår, når vi deler viden, løfter i flok og tager et fælles ansvar.

I SuperBrugsen ønsker vi at være tæt på kunderne og være en del af lokalsamfundet. Vores kunder skal kende os og de skal kunne finde varer fra lokale producenter i deres butik, samtidig med, at vi støtter lokale Initiativer. I SuperBrugsen er der også plads til at prøve nye ideer af og som Danmarks største supermarkedskæde er der masser af udviklingsmuligheder for at skabe din karriere.

Bliver du ansat i SuperBrugsen bliver du en del af Coop-familien. Vi er omkring 40.000 medarbejdere og sammen med brugsforeningerne har vi en samlet omsætning på mere end 40 milliarder kr. i vores ca. 900 butikker over hele Danmark. Derfor er der mange muligheder for både nye opgaver og uddannelse og ikke mindst jobskifte internt i Coop. Vi er ejet af vores 2 million medlemmer og det andelsejede Energiselskab OK.

Vi værdsætter mangfoldighed og søger kvalificerede kandidater uanset baggrund. Sammen skaber vi plads til forskellighed, faglighed og kvalitet. Derfor sikrer vi en retfærdig rekrutteringsproces, hvor det er op til dig, om du vil vedhæfte ansøgning og billede.

Overblik over oplysninger
Jobnummer:  160711
Jobdefinition:  Direktør
Job type:  Fuldtid
Region:  Region Nordjylland
Virksomhed:  Brf SB Hadsund (DK60547416)